torsdag den 18. maj 2017

Programmet for Grundlovsdag den 5. juni

Grundlovsdag falder i år på en mandag - men fortvivl ej. Det er pinsemandag, så du har formodentlig fri

09:00 - 10:00 Paradekørsel på Roskilde Ring. Alle tilmeldte klassiske biler og motorcykler kører i hold rundt på det historiske område for at markere Danmarks første motorbane.

10:00 - 10:30 Velkomst og fødselsdagssang ved Per Hammerich. Boderne åbner, og dagen igennem vil der være salg af merchandise, stumper, bøger, mad og drikke.

10.15              Scalextric-turneringen og ITG Racing Challenge starter. Alle med en racerkører i maven, unge såvel som gamle, kan dyste om fine præmier. Den regerende verdensmester i Lamborghinis Super Trofeo-klasse Dennis Lind kommer og sætter en tid du kan måle dig med!

10:30 - 11:00 Borgmester Joy Mogensen taler. Roskildes populære frontkvinde og racing-fan fejrer Ringens fødselsdag med en Grundlovstale.

11:30 - 12:00 Gymnastikopvisning. Pigerne fra Roskilde Sports Acro sætter gang i festlighederne med et show fyldt med akrobatiske løjer.

12:00 - 13:00 Røverhistorier fra Ringen. Der er garanti for anekdoter med fart på og højoktan humor, når Ringens Grand Old Men - stjernekørere som Ole Vejlund, Arne Riis med flere - fortæller røverhistorier til bogaktuelle racing-ekspert Carsten Frimodt.

13:00 -           Livemusikken starter. J.Tex & the Volunteers spiller bluesrock ved KnuckleGrease-baren. Musikken er behagelig og bekendt som en Gin & Tonic - med et ekstra shot i.

14:00              Vinderne af Årets Bil og Årets MC kåres. Juryen afslører hvem der vinder æren som Årets Bil og Årets MC blandt de tilmeldte klassiske køretøjer.

15:00              Vinderne af Scalextric-turneringen, ITG Racing Challenge og Publikums Favoritpris udråbes. Alle publikummer kan i løbet af dagen stemme om, hvilken bil eller motorcykel der er deres favorit. Vinderen kåres med en pokal.

16:00              Tak for i år - og på gensyn i 2018!


Ret til ændringer forbeholdes







fredag den 12. maj 2017

Åben for tilmeldinger

VisitRoskilde har fået åbnet for tilmeldingerne, så nu er det bare at melde dig til mens der stadig er plads. Book din plads i paradekørselen HER

søndag den 7. maj 2017

Hærværk :-(


Den sten med Jan og Kevins autografer er blevet ramt af hærværk - og det er sgu røv-nederen, som de unge mennesker ville ha' sagt. Nogen har skrabet den hvide maling af QR-koden, så den er blevet ulæselig. Det er lidt ærgerligt, men hverken Otto eller jeg selv havde regnet med, at der ikke kunne ske noget i den stil. Det er desværre nok optimistisk at tro, at den kan blive skiftet inden Grundlovsdag, men vi må have fat i Danstein.