Tilmeldimg til 2024

Tilmelding til Ringen Rundt 2024 åbner 1. april !

 Og du kan tilmelde dit historiske køretøj HER !

torsdag den 28. september 2017

DGR 2017

Som tidligere nævnt, stod gutterne fra KnuckleGrease Garage igen i år for at arrangere the Distinguished Gentleman's Ride i København. De spurgte tidligt om jeg ikke ville køre følgebilen bare "HVIS nu en motorcykel brød ned på selve turen", så kunne jeg "eventuelt tage den med i varevognen". Jeg sagde hurtigt ja til tjansen, og tænkte at det var en fin lejlighed til at få luftet Roskilde Ring-kedeldragten.

Heldigvis var én af gutterne fra garagen (Pip) uden motorcykel denne dag, så han kørte med - og vi fik nok at se til. Vi hjalp med at kickstarte, skubbe i gang og hive motorcykler med til nærmeste værksted hele tiden. Man må forvente, at når man samler 400+ klassiske motorcykler og caféracere, er der enkelte nedbrud, men det kom vist bag på alle, hvor meget Pip og jeg fik at se til.

Men først skulle vi lige fra Roskilde


En gentleman har nedbrud på Øster Søgade


Pip prøver at løbe ham i gang

Se den offcielle video fra eventet

Eller se turen fra kørernes vinkel

lørdag den 16. september 2017

Én af de andre kasketter..

...jeg til tider har på, er ternet. Som dem fodboldtilhængere går med. Jeg bruger en del af min fritid på arbejde i FC Roskilde Fan Club, og det skal jeg ikke kede folk med her på bloggen alt for længe.

Men jeg skal lige nævne, at vi godt kan li' at støtte velgørende formål, og vi har i år valgt at støtte The Distinguished Gentleman's Ride - en verdensomspændende indsamling til forskning i prostatacancer, som ta'r udgangspunkt i en parade af caféracere, der kører gennem byen.
Drengene fra KnuckleGrease Garage fik således en donation og en video med på turen:






mandag den 21. august 2017

Superswede - til forpremiere i Palads

Der var desværre ingen glimt af Roskilde Ring på det store lærred, da jeg i onsdags var til forpremiere på "Superswede"i Palads - en film Nina Peterson har lavet om sin hurtige far Ronnie.
Til gengæld var salen fyldt med folk, der både har kørt på Ringen, er kommet som publikum på Ringen og kommer på Ringen Grundlovsdag år efter år.
Således varmede både C.C. og Thorkild Thyrring publikum op før filmen - sidstnævnte med nogle gode anekdoter fra Ronnies hjem i England, dengang de begge var unge racerkørere derovre. Han påpegede, at der i salen i hvert fald sad to, der havde kørt fra den hurtige svensker tilbage i 60'erne - og Ole Vejlund og Jan Heggov blev bedt om at række en hånd i vejret.

Filmen følger den kendte opskrift med voiceover på gamle dramatiske klip, en datter der er på en rejse for at lære sin far bedre at kende og en række aldrende koryfæer der skiftes om at slå fast, hvor god en racerkører Ronnie Peterson egentlig var. Og det virker fint. Man er - som en fyr der aldrig har set ham køre - underholdt hele filmen igennem.


C.C. og Thorkild før oplægget

Ronnie i sit es - sidelæns gennem svingene



Se traileren herunder, hvis du ikke allerede har set den:



torsdag den 10. august 2017

CHGP 2017

Som optakt til Copenhagen Historic Grand Prix var det virtuelle museums udsendte til pressemøde på Københavns Rådhus. Der blev der lejlighed til at stille Københavns overborgmester Frank Jensen et par spørgsmål om Københavns position som racerby i forhold til Roskilde



Se hele interviewet med Frank Jensen her

lørdag den 5. august 2017

The good. The bad. The Evel.


Brormands koncept med film under åben himmel i KnuckleGrease Garage, ser ud til at have bidt sig fast. Garagen holder i hvert fald endnu en Drive-in-Open-Air-Motorcycle-Biograf-Aften, denne gang med fokus på den amerikanske vovehals Evel Knievel (1938-2007). Han er måske ikke SÅ kendt i Danmark, men var et ikon i 60'ernes og 70'ernes USA, hvor han på sin motorcykel hoppede over alt, der ikke havde en puls.

Der er som sædvanlig gratis adgang, og du behøver absolut ikke komme på motorcykel.

fredag den 21. juli 2017

Studietur til Sverige

I 1957 fyrede svenskerne den HELT af med et grand prix for racersportsvogne, og i modsætning til de danske grand prix'er på Ringen gav det point til VM det år. Og alle kom: Stirling Moss, Innes Ireland, Mike Hawthorn, Masten Gregory, Julius Voight-Nielsen og mange, mange flere. Sidstnævnte er desværre noteret for ikke at starte i sin Porsche 550. Løbet blev kørt på offentlig vej med halmballer omkring og med pitområde ved det gamle gods Råbelöv lidt uden for Kristianstad.

I 2017 tog en lille håndfuld Roskilde Ring-nørder på tur til 60-års jubilæet for det svenske grand prix på Råbelövsbanan. For mit eget vedkommende var det en studietur for at se hvordan andre små, private, frivillige museer gør tingene - og der var flere ideer, der kunne tyvstjæles og implementeres direkte Grundlovsdag på Ringen. Jeg skal ikke kede nogen med hvilke ideer, der skal arbejdes videre med - men jeg kan sige, at svenskernes indslag med "fedeste lyd" i tre forskellige kategorier IKKE er en idé, jeg tænker vi kan tage med ned på Ringen. Men det lød fedt, når biler og motorcykler på skift blev fyret af.

Hvide kedeldragter HAR vi jo

En historisk midget-racer bygget i hjemlandet HAR vi jo

Historiske motorcykler HAR vi jo


Det var tyndet godt ud i bilerne, da vi vendte næsen mod Danmark



onsdag den 19. juli 2017

Billeder fra Grundlovsdag


Jeg har samlet en del billeder fra Grundlovsdag, og lagt dem i et offentligt album på Facebook - man behøver altså ikke være oprettet bruger for at se dem.



tirsdag den 6. juni 2017

Tak for i går!

Der var i år 121 klassiske køretøjer på Ringen (29 af dem var motorcykler), og min nyanskaffede skridttæller sagde 31.402, da jeg i går aftes kunne smide mig på sofaen og tænde for Lorry klokken 19:30.

Tak til alle der gav en hånd med i går, glæden ved at se sådan et arrangement afviklet omkring sig, er netop det brændstof, der gør det sjovt at lave. Og når man tilmed har så gode venner, der beredvilligt stiller op, er det en sand fornøjelse at lave den slags.

Jeg glæder mig allerede til at evaluere med arrangørgruppen. Jeg tror alle er enige om, at vi gør det igen næste år - borgmesteren opfordrede mig i hvert fald til det.

(foto: Paperboy)


torsdag den 18. maj 2017

Programmet for Grundlovsdag den 5. juni

Grundlovsdag falder i år på en mandag - men fortvivl ej. Det er pinsemandag, så du har formodentlig fri

09:00 - 10:00 Paradekørsel på Roskilde Ring. Alle tilmeldte klassiske biler og motorcykler kører i hold rundt på det historiske område for at markere Danmarks første motorbane.

10:00 - 10:30 Velkomst og fødselsdagssang ved Per Hammerich. Boderne åbner, og dagen igennem vil der være salg af merchandise, stumper, bøger, mad og drikke.

10.15              Scalextric-turneringen og ITG Racing Challenge starter. Alle med en racerkører i maven, unge såvel som gamle, kan dyste om fine præmier. Den regerende verdensmester i Lamborghinis Super Trofeo-klasse Dennis Lind kommer og sætter en tid du kan måle dig med!

10:30 - 11:00 Borgmester Joy Mogensen taler. Roskildes populære frontkvinde og racing-fan fejrer Ringens fødselsdag med en Grundlovstale.

11:30 - 12:00 Gymnastikopvisning. Pigerne fra Roskilde Sports Acro sætter gang i festlighederne med et show fyldt med akrobatiske løjer.

12:00 - 13:00 Røverhistorier fra Ringen. Der er garanti for anekdoter med fart på og højoktan humor, når Ringens Grand Old Men - stjernekørere som Ole Vejlund, Arne Riis med flere - fortæller røverhistorier til bogaktuelle racing-ekspert Carsten Frimodt.

13:00 -           Livemusikken starter. J.Tex & the Volunteers spiller bluesrock ved KnuckleGrease-baren. Musikken er behagelig og bekendt som en Gin & Tonic - med et ekstra shot i.

14:00              Vinderne af Årets Bil og Årets MC kåres. Juryen afslører hvem der vinder æren som Årets Bil og Årets MC blandt de tilmeldte klassiske køretøjer.

15:00              Vinderne af Scalextric-turneringen, ITG Racing Challenge og Publikums Favoritpris udråbes. Alle publikummer kan i løbet af dagen stemme om, hvilken bil eller motorcykel der er deres favorit. Vinderen kåres med en pokal.

16:00              Tak for i år - og på gensyn i 2018!


Ret til ændringer forbeholdes







søndag den 7. maj 2017

Hærværk :-(


Den sten med Jan og Kevins autografer er blevet ramt af hærværk - og det er sgu røv-nederen, som de unge mennesker ville ha' sagt. Nogen har skrabet den hvide maling af QR-koden, så den er blevet ulæselig. Det er lidt ærgerligt, men hverken Otto eller jeg selv havde regnet med, at der ikke kunne ske noget i den stil. Det er desværre nok optimistisk at tro, at den kan blive skiftet inden Grundlovsdag, men vi må have fat i Danstein.

torsdag den 20. april 2017

Roskilde Rings Venner - så mødes vi igen



Steen har valgt at ændre på konceptet til sine raceraftener, så det nu mere er hyggesnak og røverhistorier, end det er foredrag og billedfremvisning. Jeg har igen hjulpet ham med plakaten. 

søndag den 16. april 2017

Årets klistermærke er klar


Få beviset på, at DU har kørt på Ringen! Hvis din bil eller MC har 35 år eller mere på bagen, kan du køre med i paradekørselen Grundlovsdag. Yderligere informationer tilgår...

torsdag den 2. marts 2017

Smukke ord..

..fra Lene Fisher på Bilmagasinet. Hun har været et smut på Ringen med sin smartphone: