søndag den 28. december 2014

Bag(h)jul på Ringen

Jeg har brugt juledagene på at skrive et par jobansøgninger, og som jeg efterhånden har gjort et par gange, laver jeg en lille video og sender med. Så kan folk se lidt om hvem jeg er, og hvad jeg bruger min (fri)tid på. Da der faldt sne første juledag, synes jeg det kunne være sjovt at bruge video fra Ringen, hvor der også lå sne, til at beskrive projektet her. Jeg er faldet over den her video fra 1969 hvor Helsingør Motorklub kører rally på den sneklædte - og lukkede - Roskilde Ring.







lørdag den 20. december 2014

....8, 9.....

Selvom løvfaldet og det våde græs spillede os et puds i torsdags, kom to sten mere (heraf den næstsidste) sikkert på plads. Dansteins lastvogn viste sig at være for tung til underlaget og satte sig tungt til rette i Ringens bløde græstæppe. Selvom vi fik rykket den lidt med dens egen kran og slæbetov, måtte vi sande, at den ikke kunne komme fri ved egen hjælp - vi måtte vente på autohjælp. De fleste opgaver løser sig, når bare man har det rigtige værktøj, og lastvognen kunne vende næsen mod Jyderup lidt over middag.

Sten nummer otte - doneret af Niels Avlund Frandsen

Sten nummer ni - doneret af rallykøreren Tim Svanholt

mandag den 15. december 2014

Nytårstaffel på Scandic

Forleden fik jeg en snak med Vagn om den - tilsyneladende stadig - voksende interesse for Ringen. Vagn er administrator på Facebook-gruppen "Roskilde Ring", som i skrivende stund har imponerende 994 medlemmer og som vel nok når de 1000 medlemmer inden jul. Vagn har selv startet gruppen, udelukkende for at dele billeder, minder og røverhistorier fra de mest omtalte 1400 meter asfalt i Roskildes historie. Vi snakkede lidt om, hvor fascinationen kommer fra lige nu, og dvælede ved den manglende interesse omkring Ringens 50-års fødselsdag. Fødselsdagen lå måske for tæt på Roskilde Museums særudstilling om Ringen i 2002, som måske igen lå så kort tid (i bevidstheden) efter markeringen af 25-året for lukningen, at interessen ligesom var "opbrugt i de år".

Sådan forholder det sig imidlertid ikke længere.

Jeg tør godt påstå, at interessen for Roskilde Ring er større lige nu, end den har været i MEGET lang tid. I år er der over 3500 der har lagt vejen forbi bloggen her, små 1000 der har valgt at følge gruppen på Facebook og heldigvis en halv snes gavmilde donorer, der har betalt for de sten, vi næsten er færdige med at stille op ude på Ringen. Syd for Banen, MG-Klubben, Vindinge Kulturcenter og en seniorklub i østbyen har inden for den sidste måned kontaktet mig for at høre om, jeg ville komme og fortælle om Ringen. Jeg har stolt takket ja til alle invitationerne og er altså engageret på en månedlig basis hele foråret.

En gruppering (tør man foreslå forening?) der kalder sig "Roskilde Rings Venner" er skudt op og holder deres første møde på hotel Scandic onsdag den 21. januar 2015. Det bliver en hyggelig aften med en bid brød, gamle filmklip og masser af motorsportshistorie. Ole Vejlund, C. C. Hansen og jeg selv skal fortælle. Meld dig til inden den 7. januar!


torsdag den 11. december 2014

McLarsen - moderne motorsport par excellence

Jeg får tit skudt skoene, at jeg synes at alting var bedre i gamle dage. Og selvom jeg er forsvarsløs når snakken falder på rapmusik, serviceniveauet i detailbranchen, vejret og fjernsynsprogrammerne, er det nemt nok at tilbagevise. Jeg synes ikke ALT var bedre i gamle dage – jeg behøver bare sige internet, lokummer, GPS, telefoner og priser på flybilletter. Og selvom jeg ikke er gammel nok til at huske Formel 1-løb, før de blev multimillionforetagender må jeg sige, at med det kendskab jeg har fået til motorløb, var dét meget bedre i gamle dage. Dengang motorløb ikke var et kapløb mellem klodens dyreste reklamesøjler, dengang ”energidrik” var synonym med Cirkel Kaffe eller Coca Cola, og ikke et brand med to teams i motorsportens kongeklasse. Dengang det var bilfabrikanterne der konkurrerede med hinanden, sideløbende med fighterne i cockpittet. Det ville være naivt at tilføje ”dengang penge ikke styrede alting”, men så dengang talent tilsyneladende vejede tungere end det gør i dag...

onsdag den 10. december 2014

Samling syd-sydøst for banen

Selvom det er ved at være noget tid siden, at vi sagde ja til hinanden, fik vi først papir på partnerskabet her i weekenden. Faktisk var det torsdag formiddag, at vi havde møde (på Scandic, selvfølgelig) med et par medlemmer fra bestyrelsen i Syd for Banen, og i Dagbladet Weekend kunne man så læse om det lykkelige match. For de trofaste læsere af bloggen her, er der ikke så meget nyt at berette - andet end at vi er helt på plads og enige om samarbejdet. Nu mangler vi bare en gangbar plan for lysprojektet, og selvom vi har nogle følere ude, er alle input velkomne. Så hvis du kender én der har at gøre med lyskunst på den ene eller anden måde, hører vi gerne fra jer...


torsdag den 4. december 2014

En aften med Jan og Kevin

Både Otto og jeg selv var mellem tilhørerne, da Jan Magnussen holdt sit årlige Fan Event på hotel Scandic i Roskilde. Over 250 mennesker mennesker var mødt op til dette totalt udsolgte arrangement, og Jan leverede (som sædvanlig) en aften med røverhistorier og anekdoter, godt suppleret af Jens Winther Juniors muntre interviewstil. Der er noget dejligt befriende, over at høre den ophøjede professionelle racingverden beskrevet på mit modersmål - roskildensisk - og i respektfuld men til tider direkte uimponeret tone: "Jeg kan bedre li' de amerikanske baner. De er mere old school - der er noget asfalt, så er der noget græs, og så er der noget hårdt man kan slå sig på".

Men der var andet end røverhistorier, der havde fået os ud på Scandic i forgårs. Otto og jeg har til vores projekt, fået doneret en portrættegning af Kevin Magnussen. Den er tegnet af kunstneren Carsten Christiansen, lavet i tusch og overført i til lærred. Vi havde fået lov til at hænge den op ved siden af scenen, så folk kunne ikke undgå at se den - og den var da også et hit både i pausen og efter foredraget



Billedet bliver sat til salg på Lauritz.com i løbet af december, det skal nok blive offentliggjort her - og i mellemtiden lever det sit eget liv på Facebook
 


søndag den 30. november 2014

Standardvogne på Ringen igen

Kvart i ni onsdag morgen dukkede lastvognen fra Danstein op med den seneste tilføjelse. Sten nummer syv er kommet på plads oppe bag det aldrende kunstværk "Genfortryllelsens brønd". Der er mange filmbidder fra det område efter Lucas-broen, overfor Politiken-svinget, og ind i Ford-kurven. Nu er vi dækket ind med hele to sten dér indenfor 30-40 meter. 



torsdag den 27. november 2014

FORMEL 1-LØB PÅ VEJ TIL ROSKILDE!!!

Jeg SKAL da lige love for, at jeg har sovet i timen. Denne sensation, som nok har fået redaktionen på Roskilde Dagblad til runge af  "Ryd forsiden!", kom for dagen i lørdags. Der arbejdes tilsyneladende seriøst på at få et Formel 1-løb til Roskilde - igen. En gruppe af mennesker der blandt andre tæller tidligere videnskabsminister Helge Sander, skulle altså være i de indledende overvejelser omkring mulighederne, for at få Formel 1 (tilbage) til Danmark, og Roskilde er åbenbart en mulig værtskandidat. En spændende tanke .. men mon ikke racerfeberen er steget nogle folk til hovedet i denne omgang? Historien stammer angiveligt fra TV Midtvest, og kan læses her





Det er da også lidt ærgerligt, hvis vi skal ud og flytte de opstillede sten, fordi man vil asfaltere Ringen i den forbindelse. Men det var nok et offer vi var villige til at bringe...


tirsdag den 18. november 2014

Endnu en dag på kontoret

Mandag formiddag fik Otto og jeg kigget på det sidste smalfilm, vi er kommet i besiddelse af. Der var masser af standardvogne på klippene, som ser ud til at være fra et sted mellem '66 og '68. Det var en ren fornøjelse, og det er sent videre til digitalisering. Over middag kørte vi så til Jyderup nok engang, for at godkende kladden til den næste sten. Niels fra Danstein havde ikke alene kladden klar - men også fået et par billeder fra Ringen til os, og dét er jo altid spændende. Det er svært at se med alle gummiklicheerne på, men der er nogle ret fede detaljer på den her sten. Naturlige rustpletter hører sig jo nærmest til på en sten med standardvogne på...




Ringen anno '55 eller '56 - der er asfalt på, og man er ikke påbegyndt udvidelsen endnu



lørdag den 8. november 2014

En hyldest til de tohjulede

Den opmærksomme læser har nok fundet en "fejl" her på bloggen. Jeg har tidligere beskrevet, at vi fik leveret et antal sten (fire), men viste efterfølgende kun billeder af tre. Det er der selvfølgelig en god forklaring på. Da vi i februar holdt vores første pressemøde om projektet her, var Preben til stede. Han havde taget sin elskede Norton Manx med, og den tog sig godt ud dér i Scandics bar (se "Pressemødet veloverstået" tidligere). Henover sommeren indledte ham og Otto en dialog om mulighederne for at donere en sten. Det var nogenlunde samtidigt med, at vi arbejdede på puslespillet med stenene, der skulle hylde de lokale verdensmestre - men vi kunne godt høre på Preben, at hjertet bankede for de to- og trehjulede gladiatorer på Ringen. Da han kom med en grafik af netop en Norton Manx, var det ligesom om brikkerne faldt på plads. Otto og jeg har hele tiden haft en idé om, at der skulle være en sten dedikeret til motorcyklerne på Ringen - og nu, ved Prebens hjælp, står den der...


Udsigten over kælkebakken, med den nye retsbygning i baggrunden

torsdag den 6. november 2014

Flere glemte film

For et par uger siden fik jeg en mail fra Jens. Han reagerede på et indlæg han havde set i Veteranposten, hvor Carsten Frimodt efterlyser billeder fra Ringen til hans kommende todelte værk om Roskilde Ring. Jens forklarede, at han havde noget smalfilm fra Ringen liggende - og Carsten sendte Jens videre til mig (tak for dét, Carsten).
I går tog jeg så turen til Virum for at hente filmen og den håndfuld programmer fra '65 og '66, Jens havde gået og gemt på siden da. Programmerne er i fin stand og vidner om en engageret tilskuer, der sirligt har noteret tiden på de første tre placeringer, hver gang han var til løb (tak for det, Jens).

Nu skal vi bare ha' set filmen igennem, og sendt den til digitalisering. Det bliver nok ikke i dag, for når jeg mødes med Otto over middag, er det for at køre til Jyderup og sætte (den formodentlig) næstsidste sten i produktion. Det var alt for nu - jeg vil slutte af med en opfordring:


Ligger du inde med smalfilm fra Ringen, som du vil dele med offentligheden, så tag fat i os!

Man føler sig næsten i "metafysisk" kontakt med fortiden, når man roder med arkivalia...

onsdag den 5. november 2014

Ny medspiller på banen!

ASK havde i 1968 allerede haft to alternative placeringer af Ringen i spil. Begge blev forkastet, så man ledte med lys og lygte efter et nyt sted at placere en motorbane. Til et borgermøde på Osted Kro i januar 1968 kunne man høre den lokale sognepræst tordne mod placeringen, da snakken faldt på Mandrup mellem Roskilde og Ringsted:

En motorsportsbane vil uvægerligt danne rammen om et dårligt miljø. For at sige det rent ud: Den vil trække meget "ros" til, som vi bestemt ikke kan være interesseret i. En "Roskilde Ring" vil skabe et stress-miljø for de omkringboende og virke nervenedbrydende.

Heldigvis har vi i Ringens nutidige nærområde en sognepræst med en noget mere positiv indstilling til Roskilde Ring. Han er tilfældigvis også formand for en lokalhistorisk forening, som rent geografisk dækker det område, vores projekt er en del af.

For at komme videre med lysdelen af vores projekt, er vi nødt til at søge fondsmidler. For at vi kan gøre det, skal vi være en forening. Også DR's arkiver er en bekostelig affære at få fingrene i, så det er absolut nødvendigt for os at søge fonde. Men i stedet for at stifte vores egen forening med vedtægter, bestyrelse og revisor, har vi slået pjalterne sammen med den lokalhistoriske forening Syd for Banen. Foreningens interessesfære gi'r næsten sig selv, og i bestyrelsen sidder blandt andre mine to byvandringskolleger Kaj V. Hansen og Lotte Fang. Det skal nok blive et spændende samarbejde!  




søndag den 2. november 2014

Racing-festivalen i Roskilde

I sidste weekend løb den længe ventede racing-festival af stabelen i Roskilde. Både Otto og jeg selv var forhindret i at komme, men vi havde det begge svært med ikke at vise flaget på en weekend, hvor Thorkild Thyrring havde spået 50.000 bilinteresserede til byen. Løsningen blev små tusind flyers, sponsoreret af det frækkeste team i historisk motorsport, ITG Racing. Gutterne fra ITG var med det samme friske på lidt samarbejde i forbindelse med racing-festivalen, og med et motto som "Fuck slow" anede det mig, at beslutningsprocessen ikke ville blive indviklet og langsommelig. Distributionen stod Chrisser og Misse for, og meldingen fra dem er, at folk tog både positivt og interesseret mod vores flyers. Jeg sad i Heathrow og ventede på mit fly hjem til Danmark, da de første videoer af Jan Magnussen i Formel 1'eren ramte Facebook. Det fortsatte jo langt ind i den næste uge, så jeg føler næsten jeg var derude alligevel. Og apropos Facebook, så gi' lige ITG Racing et thumbs up - som tak for hjælpen...

Misling spreder det gode budskab

torsdag den 23. oktober 2014

Mindesten og monumenter

Så oprandt dagen, hvor vi kom et stort skridt nærmere vores mål: I formiddags satte vi yderligere fire sten med QR-koder op på Roskilde Ring. Det skulle egentlig have været i går, men efter at have sat den første sten indså vi, at de skulle forankres bedre i jorden. Danstein rykkede hurtigt og fik sat stålankre i stenene i går aftes. Otto og jeg selv stod klar i dag klokken 12:00 og blandede cement til hullerne. 

"Hovedstenene" (se Grundlovsdag ved Ringen og  Sten nummer to på plads) der markerer indgangene til den gamle bane, kan bedst beskrives som mindesten. De har motiver fra gamle plakater og fortæller uden brug af indholdet bag QR-koderne om Ringens historie. Mindesten bliver nogle gange skældt ud for at være statiske fastfrysninger af en tid og/eller et sted. Mange af de mennesker vi har haft kontakt med i forbindelse med vores projekt, er også typisk i en alder, hvor de har lyst til at mindes deres egen tid på Roskilde Ring.

Hvor mindesten typisk er passive og (som oftest) sorgfyldte, skal de sten, vi fik sat i dag, mere ses som små monumenter. Monumenter, der på en mere positiv måde skuer ind i fremtiden. Her i byen er vi mange, der er stolte af vores motorsportstradition - og den må siges at have fået noget opmærksomhed i år. Roskilde har fostret ikke mindre end fire mere eller mindre officielle verdensmestre i forskellige motorsportsdiscipliner - allesammen nulevende og aktive. Dem vil vi gerne hylde.


Dennis Lind
Han rygtes til DST-klassen næste år, men ellers er Dennis dansk mester i DTC 2013 og vinder af Formel Ford Festivalen på Brands Hatch i 2010.



Jason Watt
Et navn, der redefinerer begrebet "fighter". Dansk mester i DTC 2002 og vinder af Formel Ford Festivalen på Brands Hatch i 1994.



Jan Magnussen
Roskildes første bysbarn i Formel 1. Dansk mester i DTC både i 2003 og 2008, og som de andre to vinder af det uofficielle VM i Formel Ford ved festivalen på Brands Hatch i 1992.

Kevin Magnussen
Roskildes andet bysbarn i Formel 1. Der er forhåbentlig længe til Kevin skal til at køre DTC, men så kan han til gengæld bryste sig af at have vundet det noget højere profilerede World Series by Renault i 2013 - og nå ja, så den bedst placerede dansker i Formel 1 nogensinde...

tirsdag den 21. oktober 2014

Nu med dedikeret YouTube-kanal

Husk at abonnere på Det virtuelle museum Roskilde Rings YouTube-kanal! Vi kommer til at lægge alt det video op, vi ikke kan bruge til selve stenene her.

Lige nu er der kun vores introduktionsvideo, som jeg lige skal have klappet sammen i HD og rettet lidt skønshedsfejl på. I mellemtiden kan du more dig over den engelske speakers udtale af "Roskilde Ring" - eller bare se hvad projektet går ud på præsenteret i lyd og billeder

Det virtuelle museum Roskilde Ring


mandag den 20. oktober 2014

Racerfeberen accelererer


På min cykeltur hjem fra Ringen kørte jeg af den for tiden meget omtalte "Roskilde By-Ring". Et retorisk kneb, der fortjener et anerkendende nik. De biler jeg går glip af i weekenden (da jeg er i London som turguide), har i sagens natur ikke meget med den oprindelige Roskilde Ring at gøre, men når man kalder strækningen sådan, bringer det trods alt nogle associationer frem. Man fristes til at sige, at ringen sluttes - i hvert fald for nu.


Da jeg stoppede i Bauhaus, kunne jeg ved selvsyn konstatere, at racerfeberen også var brudt ud dér.  

Havearbejde 3.0

I dag var vi ude for at gøre klar til den næste levering af sten. Der var brug for lidt afrundende havearbejde, og denne gang fik vi oven i købet professionel hjælp. Vi fik planet ud til de fire små ny, og gartneren studsede lidt af det grønne omkring stederne.
Danstein leverer stenene onsdag morgen den 22. oktober, så kig forbi, hvis du er i området - det kommer nok til at tage det mest af formiddagen at få dem stillet op.


onsdag den 15. oktober 2014

[Boganmeldelse]

Ved et tilfældigt besøg i Roskilde Museums butik faldt jeg ligeså tilfældigt over udgivelsen "Danske Motorbaner" af Jørgen Kjær. Den er simpelthen røget under radaren for mig, og det var derfor med en vis undren, jeg bladrede den igennem dér i museumshoppen. Det viste sig at være en hel ny udgivelse (oktober '14), så jeg skyndte mig bare at købe den og tage med hjem. Det er en meget fin udgivelse, der kort beskriver en del af de nedlagte motorbaner i Danmark. Mit eget interesseområde - Roskilde Ring - er naturligvis behandlet med en del sider og billeder, hvoraf det meste stammer fra Stig Holm-Madsens lille gule og det blå hæfte, Roskilde Museum udgav i 2002. Personligt glæder det mig, at både Ganløse-banen og Lufthavnsløbet i 1949 er behandlet med en håndfuld sider hver. Bogen skal læses, hvis man vil havet et bredt indblik i dansk motorsports barndom og vilkår, før Ringen blev den første asfaltbane i landet.


søndag den 12. oktober 2014

Onsdag morgen - otte nul nul

I onsdags havde vi - endnu en gang - sat Christina fra Park & Vej stævne ude på Ringen. Denne gang skulle vi have afklaret præcis, hvor vi må sætte vores fire næste sten. De tre hovedsten giver næsten sig selv - og to af dem er jo stillet op, men inden i selve parken er der flere ting at tage hensyn til. Ideelt set skal vi have fundet (i hvert fald) fire steder der er film fra, og hvor man kan genkende omgivelserne fra samme film. Det er i sig selv ikke nogen nem opgave, men vi har efterhånden styr på den del. Så skal der tages hensyn til parkens forskellige rum og deres rekreative værdi - ja, der lærte jeg et nyt udtryk. Heldigvis var der ikke meget forskel på de steder vi godt kunne tænke os og de steder, Christina kunne anvise, så vi har nu fået lov til at stille sten op i alt ni steder, inklusiv de to vi allerede har.


tirsdag den 7. oktober 2014

Når det regner på præsten...

Der var nærmest en andægtig stemning i Konventhuset i onsdags, da C.C. holdt sit foredrag om Roskilde Rings betydning for dansk motorsport. Og bortset fra lidt spøgelser i elektronikken, må det også betegnes som en stor succes. De 80 stole, der var stillet op blev hurtigt fyldt, og vi måtte have flere ind på gulvet. Der endte med at være cirka 120 tilhørere i flokken, og treenigheden den dag var C.C., undertegnede og Carsten Frimodt. Sidstnævnte imponerede mig meget, med nørdede detaljer om eftermonterede styrtbøjler, da der kom spørgsmål fra menigheden efter endt prædiken. C.C. sluttede sit foredrag af med at vise en film fra DASU's 50-jubilæum, og pludselig tonede Otto frem på lærredet - så selvom han var forhindret i at deltage, var han lidt med alligevel. En anden god ting der kom ud af den lille komsammen var, at Palle Buus' døtre gav os lov til at bruge Palles materiale til vores projekt - tak!


C.C. spreder det gode budskab for menigheden

fredag den 3. oktober 2014

Jyderup tur/retur

Forleden satte Otto og jeg endnu engang kursen mod Danstein. Denne gang med en lille afstikker til Holbæk for at samle Preben op. Preben er bidt af en gal motorcykel - en Norton Manx for at være helt præcis. Men hjertet banker for alle tohjulede, kunne jeg fornemme, da vi besøgte hans hule. Turen var i det hele taget en succes, og vi fik sat en sten mere i bestilling.

Vi sigter på, at Prebens bidrag skal have en plads oppe ved Politiken-svinget

torsdag den 25. september 2014

Fra feber til epidemi?

Bedst som jeg gik og troede, at det var toppet, er der blevet konstateret endnu et tilfælde af motorhistorisk racerfeber i Roskilde! Vores lokale museum har et foredrag på plakaten på onsdag i næste uge, og taleren er denne gang den tidligere præsident for Dansk Automobil Sports Union, C. C. Hansen. Det kommer til at omhandle Roskilde Rings historie, og dens betydning for dansk motorsport. C.C. har spurgt om jeg vil deltage, så vi kan ping pong'e lidt i løbet af foredraget. Det har jeg selvfølgelig sagt ja til.
Se pressemeddelelsen HER

C.C. og jeg selv til den byvandring på Ringen jeg forestod i august

torsdag den 18. september 2014

Sten nummer to på plads!

I går var det Stirling Moss' fødselsdag. "Den hurtigste kører i Formel 1, der aldrig har været verdensmester" blev 85 år. Fuldstændig uden sammenhæng fik vi leveret den anden af vores tre "hovedsten" i går. De tre hovedsten skal markere hvor indgangene til banen (cirka) lå. Den første blev placeret ved den daværende hovedindgang, eller det der hed Indgang Syd i gamle dage. Den anden skal markere Indgang Vest og er blevet placeret på nordsiden af Scandics varegård ved stien mellem parkeringspladsen og selve parken. Den tredje skal vi til at samle penge ind til nu, og den skal markere Indgang Nord oppe i den ende af parken hvor Stenvænget og Knudsvej støder sammen.
Fra morgenstunden dukkede den hurtigste dansker på Ringen, Ole Vejlund til gengæld op, og tilså placeringen af sten nummer to. Ole havde et andet ærinde her i byen, men brugte et par timer med Otto og mig på den gamle bane - tak for det.

Ole Vejlund og undertegnede holder øje med om stenen flugter fundamentet 

tirsdag den 16. september 2014

Drivers Event på Sjællandsringen

Et bilvrag med en blodig airbag, et bilvrag mere, en ambulance og en rustvogn med en kiste ud af bagsmækken - men når man så havde passeret dét, var der ellers fri entré på Sjællandsringen i søndags. Jeg brugte en eftermiddag i skiftende vejr på at lufte den fine replika Roskilde Ring-kedeldragt, Carlsens Arbejdstøj har lavet. Og den vakte da noget opsigt, jeg fik således snakket lidt om vores projekt med flere interesserede, men jeg måtte sande at gennemsnitsalderen på Drivers Event var nede i den ende, hvor man ikke aner hvad Roskilde Ring var. 

Heldigvis var Danmarks frækkeste (historiske) racing team også derude, og gutterne fra ITG var som altid gæstfrie med grillpølser og kolde drikkevarer. 


Tommy og undertegnede i ITG-stalden. Hvis jeg ser lidt misfornøjet ud skyldes det vejret og ikke værterne!

torsdag den 11. september 2014

Lidt mere havearbejde

Sten nummer to er i trykken, og bliver hvis alt tillader det, sat i starten af næste uge. Vi har gjort os lidt ekstra umage med at pifte det område den skal stå på, op. Da den ikke får samme sceniske baggrund som sten nummer ét, har vi fået ryddet nogle buske, rettet på hegnet bag ved, og plantet noget vedbend. Det lokale brolægningsfirma P. P. Brolægning har været så flinke at donere en par læs sten, så vi kan få lagt en fin lille sti der går fra den etablerede, og ind til stenen.

Vi er så småt blevet enige om grafikken til den tredje hovedsten, og skal snart have et nyt møde med Christina fra Park og Vej, så vi kan blive enige om hvor den skal placeres.


Nordsiden af Scandics varegård er måske ikke det mest sexede - men der skal nok blive pænt

tirsdag den 26. august 2014

Havearbejde og arkæologi

De første spadestik er taget til sten nummer to. Den kommer til at stå på nordsiden af Scandics varegård, hvor der går en sti fra parkeringspladsen ind på området. Otto og jeg skulle ikke grave meget dybere end et spadestik ned for at lave plads til fundamentstenen - men det viste sig alligevel at være dybt nok til at finde noget helt, helt særligt... Det skal nok blive flot med en sten op af det lille bonsai-agtige træ. Hvor grafikken på den første sten er fra den første løbsplakat, har vi valgt plakaten fra det sidste løb, Scalextric-løbet, som grafik til denne sten. Så er der ligesom en start og en slutning på fortællingen.

Da jeg stak spaden i jorden derude, kunne jeg ikke lade være med at tænke på de gutter, der gennem tiderne har påstået, at banen ligger derude endnu - den har bare fået jord på. Da jeg så rent faktisk gravede et par klumper asfalt op af jorden, begyndte det at blive spændende. Men herregud, det kunne jo være asfalt fra ... ja, ikke rigtig noget andet end racerbanen egentlig. Ved anlæggelsen af Scandic kunne der måske godt have være etableret en midlertidig vej eller lignende, men da jeg så ved siden af fandt en del af en gennemrusten hegnspæl, følte jeg mig overbevist: Der må have ligget en bunke af nedrivningsrester dér, hvor vi gravede ud til stenen.

Jeg har ladet mig fortælle, at det ikke er muligt at kulstof 14-datere asfalt, så det bliver svært at bevise noget. Men som Jeppe jeg læste på universitet med, altid sagde: "Det er, hvad det er" - asfalt fra Roskilde Ring (fundet 2014)




mandag den 25. august 2014

Ringen rundt - igen

I onsdags var jeg vært ved den her på bloggen føromtalte byvandring på Roskilde Ring. Den var kommet i stand gennem Roskildes lokalhistoriker nummer ét: Lotte Fang. Lotte har arrangeret byvandringer gennem to årtier, hvoraf jeg selv har været med som gæst på flere af dem. Det var selvfølgelig med en vis stolthed jeg sagde ja, da hun foreslog om ikke jeg kunne afholde én på Ringen. Jeg havde jo også prøvet det før, da jeg viste MG-klubbens medlemmer rundt derude sidste sommer - et ret velbesøgt arrangement syntes jeg selv, da de mødte over 50 mand (M/K) op.

Sætternissen havde været på spil hos den lokale gratisavis, så de første mennesker var stimlet sammen ved stenen på Søndre Ringvej klokken halv syv. Da klokken var cirka fem minutter i syv, var der nærmest trafikkaos ved Shell og Aldis parkeringspladser - og jeg havde alvorlige sommerfugle i maven over de mange mennesker, der var mødt op. Efter et kvarters tid gik vi fra Pirelli-svinget op på stien bag dommertårnet, og en mand kom op til mig og spurgte, hvem der talte os. Jeg svarede, at jeg ikke vidste vi skulle tælles. "Det plejer vi at blive på de her byvandringer," svarede han og meldte sig frivilligt til tjansen.
Da jeg spurgte ham lidt senere hvor mange vi var, svarede han, at han mistede tråden, da han passerede de to hundrede. En anden måtte give fortabt ved 240.

Det var helt overvældende, at så mange ville høre mig fortælle om Ringen - og da jeg efterfølgende talte med DASU's tidligere præsident C.C. Hansen, der også var med på rundturen, delte han min overraskelse over, at en byvandring en helt almindelig onsdag aften på Roskilde Ring kan trække så mange mennesker til. Det var fantastisk at opleve, og det gjorde mig kun endnu mere sikker på, at der er mange, der kan få glæde af vores virtuelle museum, når det åbner næste sommer.


torsdag den 24. juli 2014

Kontonummeret

Der er flere der har efterlyst vores kontonummer, og det er selvfølgelig ikke så smart, at folk ligefrem skal lede efter det hvis de gerne vil donere penge til vores projekt. Jeg har opdateret headeren, så det altid står øverst når folk går ind på bloggen her. Her er fakta om kontoen:

Det er en konto Dansk Automobil Sports Union har stillet til rådighed for os i Jyske Bank, og det er kun Otto Jensen og vores advokat Klaus Graversen, der har adgang til den. Alle kan selvfølgelig indbetale til den, og hvis man gør det bedes man skrive sit navn på indbetalingsblanketten, så vi kan holde styr på hvor pengene kommer fra.

Det burde være unødvendigt at skrive, men vores projekt er 100% non-profit - vi får intet ud af det, udover et varigt minde om Roskilde Ring.

Reg.: 5078 Konto: 0001126276


tirsdag den 15. juli 2014

Glemte film

I lang tid troede jeg faktisk, at Palle Buus havde støvsuget alt hvad der var af smalfilm i miljøet omkring Ringen, dengang han lavede sin DVD. Jeg tog heldigvis fejl. Vores gode ven Steen gør et fantastisk stykke arbejde, og nærmest skovler smalfilm ind fra pårørende til afdøde kørere og andre interessenter. 

Ottos gamle ven Jan Magnussen er også faldet over noget smalfilm, som han har sendt vores vej. Jeg tog ud til Otto og kiggede det igennem sammen med ham.Vi blev enige om at det så fint ud, så vi har sendt det videre til digitalisering. 


tirsdag den 17. juni 2014

Kanal Roskilde på pletten igen

Gutterne fra Kanal Roskilde var også til stede, da vi afslørede den første sten. Det er der kommet det her indslag ud af - og selvom der er et navnekiks her og der, er det absolut den Grundlovstale, der har fået flest visninger på deres YouTube:




torsdag den 12. juni 2014

Grundlovsdag ved Ringen

I går udkom Roskilde Avis Midtuge, hvor man på side 31 kunne læse denne lille bid om afsløringen af den første sten:



Men der var heldigvis andre fotografer på stedet end lokalavisens udsendte. Her er lidt billeder fra dagen, hvor vi tog det første spadestik til det virtuelle museum



Otto ser til mens Thorkild og Lisbet hiver klædet af stenen

Alt i alt et pænt fremmøde


Der var flere, der havde valgt at tage deres gamle biler med til afsløringen




tirsdag den 10. juni 2014

Mediepolitik vs. Roskilde Ring

Der er i det hele taget sket flere spændende ting i pinsen. Otto og jeg selv har tidligere forhørt os om priserne på DR's arkivmateriale, og det er ikke småpenge de skal have for, at man får lov til at bruge det film de har liggende. Vores projekt er imidlertid ikke det eneste der lider under priserne, og der former sig et politisk flertal bestående af de borgerlige partier, støttet af Enhedslisten, der vil have et lovindgreb.

Det må de godt se at få sat i søen - inden for det næste år:

http://www.tvnyt.com/artikel/default.asp?id=23089

Byvandring på Ringen

I pinsen landede Roskilde Avis' weekendudgave i min postkasse. På bagsiden kunne man læse, at lokalhistoriker Lotte Fang og Kaj Hansen igen i år har arrangeret en række byvandringer i Roskilde. Det er en række spændende og forskellige emner der skal fortælles om; Gustav Wied, byens købmandsgårde, to forskellige møllesteder, Gråbrødre Kirkegård - og nå ja, Roskilde Ring. Man kan således læse på bagsiden, at, "Desuden bidrager Christian Møller, der på RUC har skrevet speciale om Racerbyen Roskilde, med en rundvisning på den gamle racerbane under titlen: ’Roskilde Ring er kulturhistorie’."

Nu har jeg godt nok studeret på Københavns Universitet, men det er da rigtigt, at jeg skrev det meste af mit speciale på RUC's bibliotek fordi jeg boede lige ved siden af.

Det løber i hvert fald af stabelen onsdag den 20. august klokken 19:00, og vi mødes på græsset overfor Shell - hvor der i dag står en fin mindesten for Ringen.



fredag den 6. juni 2014

Racerfeberen raser videre i Roskilde!

Fuglene omkring Roskilde Ring har i længere tid sunget lidt om en speciel gæst på byens rådhus, og i dag er det blevet offentliggjort hvad der er foregået de sidste par uger. Thorkild Thyrring - der måske ikke er mest kendt for at have kørt på Ringen - har fået rykket Røde Kors' årlige racerfestival til byen. Som en hyldest til Kevin (og som jeg ser det: derfor også til Otto), skal der nu køres ræs igen her i byen - ikke SÅ langt fra Ringen, og med et velgørende formål. Ruten kommer ironisk nok til at gå forbi det selvsamme sygehus, som er blevet synonym med lukningen af Roskilde Ring. Godt initiativ Thorkild! Men hvad med næste år? 

onsdag den 21. maj 2014

Udkast til første sten

Jeg selv var desværre nødt til at tage på arbejde i går, så Otto måtte tage turen alene til Jyderup hvor Danstein havde lavet en "kladde". Det var en meget glad og entusiastisk kompagnon jeg fik i røret om eftermiddagen, da han var kommet hjem. Og jeg må indrømme, at det var svært ikke at smile over hele hovedet, da jeg fik billederne her til morgen. Vi statser på at holde en lille første-spadestiks-reception Grundlovsdag i år, men nu skal stenen lige på plads først.



mandag den 19. maj 2014

Nekrolog

Jeg har i sagens natur aldrig set Jack Brabham køre ræs (han indstillede karrieren, før jeg blev født), og når man gennemgår aviserne fra tiden hvor Roskilde Ring var størst, stod han nærmest - i hvert fald her i byen - i skyggen af Stirling Moss. Måske fordi han ikke havde helt samme karisma, eller måske fordi han var aussie og derfor ikke nød efterkrigstidens indbyggede goodwill, som Monty og englænderne gjorde. Men i Ringens historie er han umulig at komme udenom - helt bogstaveligt. I 1962 vandt han således det andet Formel 1 Grand Prix på Roskilde Ring fuldstændig overlegent. Han blev både nummer ét til træningen og i alle tre heats efterfølgende. På det tidspunkt var han nu også regerende verdensmester og i øvrigt verdensmester for anden gang. Han kom til Europa fra Australien i 1955, samme år som Ringen åbnede, og allerede fire år efter var den aftrådte australske flymekaniker verdenmester i Formel 1.


I morges døde Sir Jack Brabham, den første racerkører nogensinde der blev slået til ridder (OBE), udramatisk og efter længere tids sygdom. Det mindede mig om min ven og Roskilde-Ring-programleverandør Jørgens ord, sidst jeg snakkede med ham: "Det er nu man skal lave noget om Ringen, for af naturlige årsager bliver der stadig færre og færre interesserede".

torsdag den 8. maj 2014

Grafikken på plads

Efter vi har fået lidt eksponering og taletid hist og her, sker det tiere og tiere, at folk fra Roskilde – folk, jeg har kendt hele mit liv - kommer og fortæller, at deres forældre eller bedsteforældre også havde et forhold til Ringen: "Min mor var kæreste med én, der kørte sådan og sådan" og "min gamle kørte motorcykel dernede" har det lydt fra folk, som jeg ikke anede, havde et indirekte forhold til Ringen. Mit eget forhold er også temmelig indirekte: MIN far kom der selvfølgelig også som barn, familien boede på Frederiksberg (altså dét i Roskilde), så de havde næsten første parket til løbene og min farfar var i en periode official dernede. Og så er der min kammerat Mike. Vi har kendt hinanden siden folkeskolen; gået i skole på den nu hedengangne Maglegårdsskole ikke langt fra Ringen, taget til fester i Hedelands Motorklubs lokaler syd for ringvejen - og aldrig vekslet to ord om Danmarks første Formel 1-bane. Han er grafiker og hjulpet os med den skrifttype, der snart bliver sandblæst ind i den første sten. Han har renset den font, man trykte på forsiden af de originale programmer. Det kommer til at se fedt ud: Den sorte streg bliver to centimeter dyb, så bogstaverne får lidt 3D-effekt. Lidt ligesom tegneren forsøgte dengang i 1950’erne – med papir og pen.


Og ganske som jeg efterhånden er blevet vant til, sagde Mike henkastet, da han afleverede skrifttypen, at hans farfar for øvrigt var anlægsgartner på Ringen..

Fra løbsprogrammet april 1956

tirsdag den 15. april 2014

Ringen er savnet - ikke kun af os


Her over middag gik turen til Nærum for at få en snak med gutterne i Motorhistorisk Samråd om, hvad de og vi kunne gøre i fællesskab for at fremme vores projekt. Det var alt i alt meget positivt, og udover at få en snak om netværk og crowdfunding, fik vi også en rundtur i både i MhS' omfattende arkiv og Sommers samling af automobiler. Og lige dér mellem en masse Volvoer og Jaguarer, sad der et lille tegn på, at dét vi har gang i ikke er helt forgæves...

"Roskilde Ring - Du er savnet" er navnet på det hæfte der blev udgivet i 1993, i forbindelse med 25-året for det sidste løb på Ringen.
 
 

torsdag den 3. april 2014

Besøg hos Danstein

I dag var Otto og jeg et smut i Jyderup, for at få os en snak om den helt konkrete udfærdigelse af stenene. Det var interessant at se hvilke teknikker man bruger, og udover en grundig gennemgang af Dansteins faciliteter fik vi snakket om størrelser på stenene, skrifttyper og grafikforslag. Vi lærte at en wire til at skære i sten med, er bestykket med koldloddede diamanter og koster cirka 20.000,- kroner. Og apropos penge er status på indsamlingen den, at vi regner med at sætte produktionen af den første sten i gang i løbet af næste uge - det er der nok til allerede. Danstein regner med en leveringstid på tre til fem uger, og det bliver virkelig fedt at se det endelige resultat.

 Niels Chr. Nielsen viser Otto hvordan nogle sten bliver hugget i hånden

fredag den 21. marts 2014

Sennas fødselsdag .. med lys på


Otto arbejder fortsat intensivt på at få konkretiseret lysprojektet (jeg selv ligger pt. i flytterod, så jeg er først rigtigt tilbage i sadlen efter første april). Der er flere der har foreslået, at vi markerer banens oprindelige forløb med lys(dioder), og lige nu handler det om at få afklaret hvad de forskellige løsninger vil koste.

Der er mange ting der skal overvejes: må der være bare den mindste smule lyd på? Det kunne være fedt. Hvor kraftigt skal lyset være? Hvornår skal det lyse - skal det være kontinuérligt? Hvor hurtigt skal det bevæge sig? Dét giver måske sig selv: med samme fart som Reine Wisell satte den ultimative banerekord i 1968. Den endelige installation skal selvfølgelig været noget med nogle symboler i.

Da vi holdt pressemøde på Scandic gjorde Kevins far os opmærksom på, at man havde mindet netop Ayrton Senna med en lignende installation på Suzuka i Japan i efteråret. Man havde opstillet lamper og højttalere, tilsat data fra det japanske grand prix i 1989, og på den måde genskabt Sennas "tilstedeværelse". Selvom vi i Roskilde har masser af store højttalere må vi nok indstille os på, at vores installation skal være (næsten) uden lyd.

Jan Magnussen viser min bror videoen fra Suzuka (foto: Motorhistorisk Samråd)

Se videoen her - og fyr lidt op for lyden. Det giver næsten gåsehud, i en tid hvor Formel 1 bliver skældt ud for ikke at larme nok: http://www.youtube.com/watch?v=tOKPG18WwHw